Trin-for-trin guide til at lave din første visuelle identitet

Branding

Visuel identitet  =  “dit look”

En visuel identitet er groft sagt dit “look”. Altså dit udseende (eller rettere dit brands udseende). Det er alt fra farver, logo, typografier, signaturer, salgsmaterialer, præsentationer … Alt hvad der repræsenterer dit brand/din forretning. Hvis vi strækker os lidt længere, så er det også den notesbog du hiver op af tasken til kundemøder og baggrunden bag dig under dine Zoom kald. Det hele siger noget om dig/dit brand, og selvom du måske ikke er så opslugt af branding som undertegnet, så er det noget du bør arbejde med.

Jeg ved udemærket godt, at det er en stor mundfuld at starte som selvstændig/freelancer, og at udgifter til en designer der kan skabe en visuel retning for dig, nok ikke er første prioritet. Det behøver det heller ikke at være. Du kan godt selv starte med at lave din visuelle identitet, og dermed skabe genkendelighed for dine kunder.

Her er nogle gode tip til at komme igang:

 

Trin 1: Find dine brand farver

Dine brandfarver er de farver du vil bruge i dit eventuelle logo (du behøver ikke et logo til at starte med), på din hjemmeside, i dit salgsmateriale etc. Det er også de farver du kan lade gå igen på dine fotos til sociale medier. Der ligger en masse psykologi bagom farvevalg og hvilke farver der vækker hvilke følelser, men som et personligt brand, vil jeg mene, at du skal bruge de farver DU elsker. De farver vil højst sandsynligt være farver der afspejler dig og dine værdier (det er vel derfor du omgiver dig med dem?).

Mine egne farver er brændte naturlige nuancer, meget terracotta, inspireret af golden hour og generelt varme nuancer. Det er mine yndlingsfarver og de udviser varme og jordforbindelse. Det afspejler også mig, mine værdier og hvordan det er at arbejde med mig.

For 10 år siden, havde jeg nok valgt nogle stærkere farver (rød var min yndlingsfarve i mange år), men dengang var jeg også meget mere direkte i min kommunikation, tempoet var højere og jeg var knap så “tranquila” som jeg er idag.

Kig dig omkring i dit hjem; hvilke farver omgiver du dig med? Hvorfor?

Trin 2: Brug dine brandfarver

I forlængelse af ovenstående så skal du igang med at bruge dine brandfarver. Er dine farver blålige nuancer, så brug det i det materiale du udvikler. Når du køber en  notesbog, så køb en i dine nuancer. Når du tager billeder til Sociale Medier, så få ting med (notesbogen fx) i dine brandfarver. Det skaber genkendelighed for læseren og binder dit univers sammen.

Det betyder naturligvis ikke at du ikke skal bruge andre farver og at du ikke kan klæde dig i gul på et foto, selvfølgelig kan du det. Det handler bare om at skabe nogle omgivelser der bliver lette for din modtager af afkode, så de straks ved at det er dig.

Blomster på bord

Trin 3: Lav et logo eller en signatur

Logo … Uhhh, noget mange går meget op i og/eller bliver nervøse omkring. Det behøver du ikke at være. Du behøver faktisk slet ikke et logo til at begynde med. Har du bemærket at jeg ikke har et logo? Jeg har endnu ikke haft ro til at fordybe mig i min egen logo-proces og det er helt okay. Du kender mig nok fra mit navn i terracotta-farver, som har udgjort mit “logo” det seneste år.

Brug dit navn/dit brands navn i en font du kan lide og eventuelt med en tagline under og du er klar.

Logo design kommer jeg ind på i en hel anden blog post, for det er en historie for sig. 

Trin 4: Ensret alt dit materiale

Du har nu dine farver og en form for logo/signatur du kan bruge som dit logo. Perfekt! Du er godt på vej til en strømlinet visuel identitet.

Nu skal du have de forskellige elementer i spil i dit materiale. Her er nogle ting du kan strømline på tværs af kanaler/materialer:

  • Baggrundsfarver (alt mit kunde materiale har en lys beige baggrund)
  • Logo/signatur indsættes i toppen af al materiale
  • Typografier/fonte kan strømlines overalt (på nær sociale medier selvfølgelig!)
  • Tekstfarver

Og hvor kan du så strømline alle disse ting? Det kan du her:

  • Salgspræsentationer
  • Tilbudsmateriale
  • Fakturaer
  • E-mail signaturer
  • Medie Kit
  • Opstartsmaterialer / afrundingsmaterialer hvis du bruger det når du får nye kunder ombord / afslutter projekter
  • Online kurser

Inden du får hjertebanken over al ovenstående, så husk at du bare kan lave nogle skabeloner du så tilpasser løbende. Sæt en dag af til at lave dine skabeloner, så du har skabeloner liggende for alle de ting du skal bruge. Så skal de blot tilpasses den enkelte kunde gang for gang.

Nogle skabeloner har jeg allerede lavet for dig, så du blot kan købe og downloade dem i min webshop og derefter tilpasse dem dit eget brand jf. ovenstående trin. Easy-peasy, ikke?

Jeg håber, at denne trin-for-trin guide til en visual identitet har været hjælpsom. Lad mig gerne høre dine tanker i en kommentar nedenfor. 

 

Christina

Gem denne post til senere på Pinterest:

Christina sidder på gulvet med computer

Seneste indlæg …